Blog

Et modebegreb møder filmhistorisk virkelighed

I dagens verden af digitale bevægelige billeder er begrebet »cinematisk look« blevet et allestedsnærværende buzzword. Social media-tutorials lover det på fem minutter, kameraproducenter reklamerer med det, og content creators taler næsten religiøst om måder at gøre deres videoer »mere cinematiske« på. Begrebet fungerer som en samlebetegnelse for alt, der »på en eller anden måde ligner biograf«: vidt, blødt, varmt, dramatisk.

Men denne moderne brug er historisk set upræcis. I løbet af sin mere end 120 år lange historie har biografen aldrig haft en ensartet visuel standard. Tværtimod: Den har været et konstant laboratorium for formater, teknikker og æstetik. Ethvert forsøg på at definere det »cinematiske look« som noget fast mislykkes på grund af den enorme pluralitet i filmhistorien.

For at forstå, hvorfor dette look aldrig har eksisteret, må man se på det sted, hvor nutidens forestillinger ofte stammer fra: den tekniske formatmangfoldighed i 1950'erne og 60'erne, den æra, hvor bredformatfilmen blev født – og alligevel var alt andet end homogen.

1. Den historiske oprindelse af forvekslingen: bredformatet som ikon

Når man i dag taler om »cinematisk«, mener mange oftest to ting:

1. Et bredt billedformat – ofte 21:9 eller kunstigt genererede sorte bjælker.
2. En lav dybdeskarphed – motivet er skarpt, baggrunden er sløret.

Begge er legitime æstetiske værktøjer, men ingen af dem er eksklusivt »film«. Og ingen af dem kan henføres til en enkelt teknisk standard eller en visuel konstant i filmhistorien.

Årsagen: Selv bredformatet, der så ofte sidestilles med »cinematisk«, var på ingen måde ensartet. Det var snarere en konkurrence mellem forskellige virksomheder, formater og filosofier, der alle frembragte forskellige udseender.

2. Mangfoldighedens æra: Fem systemer, fem verdener

2.1 Cinerama – illusionen om det gigantiske

Da »This Is Cinerama« (Warner Brothers og Metro Goldwyn & Mayer) havde premiere i 1952, oplevede publikum en biografoplevelse af hidtil uset omfang:

• Tre kameraer, tre projektorer
• Et ekstremt bredt 2,59:1-billede
• En buet lærred, der bogstaveligt talt omsluttede seeren
• Synlige overgange (»Join Lines«) og perspektiviske forvrængninger

Cinerama var spektakulært og fordybende – men på ingen måde elegant eller ensartet. Det lignede snarere et teknisk vidunder fuld af særheder.

2.2 CinemaScope – Anamorfoten og dens artefakter

Som reaktion herpå lancerede 20th Century Fox i 1953 CinemaScope:

• Anamorfisk forvrængning ved optagelse og projektion
• 2,35:1 til 2,39:1 billedformat
• Typiske billedkarakteristika: vandret bokeh, forvrængning i kanterne, blød skarphed

CinemaScope havde et ikonisk look – men det var sårbart, optisk uroligt og til tider uskarpt. Intet ved det ligner den glatte »cinematiske« æstetik, vi kender fra YouTube-æraen i dag.

2.3 Todd-AO – storformat som kvalitetsløfte

Todd-AO var en revolution:

• 70 mm film, enorm billedflade
• Høj skarphed, stabilitet og fin kornstruktur
• Mindre forvrængning, mere brillans

Optisk stod det i diametral modsætning til CinemaScope: knivskarpt i stedet for anamorft blødt, roligt i stedet for forvrænget. Det erstattede meget hurtigt Cinerama-systemet hos Warner Brothers og MGM. Senere producerede Panavision™ en kombination af Todd-AO og Cinemascope, hvilket gjorde det muligt for produktionsselskaberne at spare på filmen. I dag findes der kun ARRI Alexa 65™ (Arnold & Richter München) i digital form, som med sin 65 mm-sensor kommer meget tæt på Todd-AO.

2.4 VistaVision – vandret for mere negativflade

VistaVision (Paramount) kørte 35 mm-film vandret gennem kameraet:

• Næsten dobbelt så stor negativflade
• Meget fint korn
• Høj detaljegrad
• Særligt populært til VFX-optagelser (f.eks. i »Star Wars«)

Dette giver også et helt individuelt look, der ikke kan sammenlignes med Cinerama eller CinemaScope.

3. Problemet med det moderne begreb: En standardisering af et uensartet medie

3.1 Filmæstetik er historisk variabel

Billed sproget i Hollywood-film fra 1930'erne adskiller sig drastisk fra det i 1950'erne, 1970'erne eller den digitale nutid.

Tænk på:

• de mættede Technicolor-farver fra 1940'erne
• den kornede New Hollywood-æstetik fra 1970'erne
• de glatte 35 mm-billeder fra 1990'erne
• de kølige digitale grader fra begyndelsen af 2000'erne
• eller de hyperkontrollerede blockbuster-looks fra nutiden

Der kan pr. definition ikke være et ensartet »filmisk look«, fordi film ikke er et homogent medie.

3.2 Det nutidige »filmiske look«: En kulturelt populær forenkling

Det, der i dag ofte betragtes som »filmisk«, er en slags visuelt meme:

• Cinematic Bars
• Shallow Depth of Field
• Lav mætning
• Blødt lys
• Filmkorn
• langsomme kamerabevægelser
• Bokeh-æstetik

Det er en æstetisk algoritme, ikke et historisk begreb.

Den fungerer, fordi den bruger bestemte elementer, der (gennem kulturel tilvænning) virker »filmiske«. Men den repræsenterer ikke et historisk filmformat, hverken CinemaScope eller Todd-AO.

4. Hvorfor myten alligevel lever videre

4.1 Marketing og mytedannelse

Kameraproducenter drager fordel af begrebet:

»Vores kamera skaber et ægte filmisk look«, siger de. At dette look aldrig har været ensartet, ignoreres bevidst – en forenkling til fordel for markedsføringen.

4.2 Den digitale generations seervaner

De fleste nutidige seere oplever ikke film i forskellige analoge formater, men som homogeniserede digitale streams:

• uden korn
• uden projektionsartefakter
• uden formatskift
• uden synlig forskel mellem kamerasystemer

Dette udvisker meget af den historiske mangfoldighed.

4.3 Begrebets psykologi

»Filmisk« betyder i den kollektive forståelse:

»stort«, »høj kvalitet«, ›dramatisk‹.

Det er blevet et udtryk for kvalitet, ikke et teknisk udtryk.

5. Ironien: Det moderne cinematic-look ville tidligere ikke være blevet betragtet som filmisk

Mange moderne »cinematic presets« ville i filmhistorien have været betragtet som atypiske eller endda som fejl:

• for lav dybdeskarphed
• for stærk desaturering
• kunstig korn
• digitale filmfejl
• horisontale lensflares

Looket i 2020'erne er altså snarere en ny æstetik, baseret på nostalgi for en filmkunst, der aldrig har eksisteret.

6. Konklusion: Filmen er mangfoldig – og det er dens styrke

Det »cinematiske look« er ikke et historisk håndgribeligt begreb, men en moderne abstraktion.

I virkeligheden findes der kun:

• cinematiske looks,
• cinematiske traditioner,
• cinematiske teknikker,

men ingen ensartet visuel standard.

Filmens sande udseende er filmskabernes kreative signatur, de tekniske særheder i deres tid og mangfoldigheden af formater, der gør film så rig.

Når man i dag taler om et »cinematisk look«, mener man noget andet – et moderne ideal, en visuel fornemmelse, et kunstgreb. Men ikke et historisk faktum. Ud fra denne viden og for at fremhæve filmmarkedets vitalitet er det også forståeligt, at mange kameraproducenter er ret tøvende med at integrere OpenGate-standarden. OpenGate fandtes også allerede i filmens æra med SuperScope fra brødrene Nathan og Fred Tushinsky, som dog aldrig slog igennem. Bortset fra Canon er det kun producenter, der primært er aktive på tv-markedet, der tilbyder OpenGate. Der findes dog allerede billige anamorfiske objektiver på markedet. I 1980 kostede et 40 mm anamorfisk objektiv stadig flere titusinder af dollars, i dag kan man få sådanne til under 1000 €. Især når sådanne anamorfiske linser kan produceres i store mængder, vil priserne også falde. Mens OpenGate kan integreres i kameraerne med en firmwareopdatering, er Cinemascope-teknologien bundet til hardware, som dog også kræver tilpasninger af søgeren via firmwaren. Det er derfor forståeligt, at Nikon og RED endnu afventer, da en optisk tilpasning er billigere at realisere end at spilde ekstra tid i postproduktionen hver gang.